Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik besøger søndag verdensmesterskaberne i brydning i Herning. Kronprinsen, der er protektor for VM i brydning 2009, vil være til stede i VM arenaen under finalerne, som begynder klokken 19.30.
Inden da har Kronprinset været på rundvisning til hele set up’et i forbindelse med VM i Herning. Her skal han blandt andet se Youth Campen, hvor over 200 unge brydere i alderen 12-18 år fra ti forskellige lande under hele VM har trænet sammen under ledelse af nogle af verdens bedste trænere.
Forhåbentlig vil Kronprinsen og alle de andre danskere i VM arenaen kunne opleve Mark O. Madsen i kamp om guldet i 74 kg klassen. Mark O. Madsen møder i sin første kamp ved VM den amerikanske bryder Justin Harry Lester, der vandt bronze ved sidste VM i 2007, dog i 66 kg.