Mark og Federik VM klar

af  Mads Bang Aaen

Klokken 11.30 stod Mark O. Madsen og Frederik Ekstrøm som de sidste to danskere op på vægten. Frederik Ekstrøm var frisk og i god fysisk og mental tilstand. Han kunne gå på vægten som den første i sin vægtklasse og lade sig indveje med 65,5 kilo. Lidt for lidt efter sin egen smag.

”Det er bedre at være tættere på den tilladte vægt, men sådan er det. Nu skal jeg i gang med at spise og drikke, og så skulle jeg gerne ligge på 72, måske 74 kg i morgen formiddag,” siger Frederik Ekstrøm, der har trukket den italienske bryder Tiziano Corriga. En bryder han godt kender, da de to mødtes i forbindelse med træningsopholdet på Sicillien i august måned.

”Det kan blive fifty fifty, så det var helt sikkert ikke den værste lodtrækning”.


For Mark O. Madsen stod den på sauna fra morgenstunden, og en halv time før indvejning manglede han stadig 200g, men var stadig svedende og havde ingen problemer med at ramme vægten, da han som nummer fem blev vejet ind til morgendagens VM start for ham.

”Alt er fint, og der er ingen problemer. Han har det fint og ligger så tæt på vægten, som han kan. Det er, som det skal være,” udtaler Mark O. Madsens træner Ryszard Sweirad. Mark skal i sin første kamp møde amerikaneren Justin Harry Lester, der vandt bronze ved sidste VM i 2007 i 66 kg.


I dag skal så Andres Ekstrøm, Rune Nilsson og Jesper Viholt have deres VM debut. Alle tre er de med for at lære og suge til sig, og humøret er højt.

”Jeg er klar og efter oplevelsen i går med Håkans VM medalje, er det bare med at give den hele armen og nyde at være en del af dette fantastiske VM,” siger Andres Ekstrøm, der oprindelig var udtaget til netop at skulle være startet i 55 kg.

”Jeg har godt nok slået ham, der var i den anden semifinale til træning, men det her er et helt andet set-up, så der var det nok ikke gået. Men med årene får jeg også min erfaring, og det er det jeg med for,” siger den 19-årige bryder og yngste mand på holdet.

 

26-09-2009
 
 

Danmarks Idræts-Forbund Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby tel. 43 26 26 26 dif@dif.dk