Den danske 84 kg bryder Rune Nilsson er færdig ved VM, efter at have tabt til koreanske Hyo-Chul Cho i en yderst dramatisk kamp, der var præget af koreansk passivitet og en usikker dommer.
Første periode vandt koreaneren 0-2, hvor Rune Nilsson efter eget udsagn dummede sig. I anden periode tog kampen en dramatisk drejning, da koreaneren nikker Rune Nilsson en skalle.
”Den bliver jeg selvfølgelig nødt til at gengælde. Jeg var virkelig vred. Først får jeg én advarsel, som jeg simpelthen ikke forstår. Så får jeg en advarsel mere, inden dommeren siger, at hvis jeg får én mere, så er det ud. Det var det jo alligevel, men jeg havde ikke overblikket til sidst,” siger Rune Nilsson, der tabte perioden 0-7.

Trods nederlaget er Rune Nilsson dog tilfreds med VM debuten og sin egen indsats.
”Det har været en kæmpe oplevelse. Det er fantastisk at bryde foran sådan et begejstret hjemmepublikum. Jeg er helt tilfreds med min egen indsats. Jeg fik en sejr, og dem skal der nok komme flere af,” siger Rune Nilsson.
Rune Nilsson vandt første kamp i 84 kg klassen med 1-0, 0-1 og 1-0 over den usbekiske bryder Sherzod Urguchev.

VM på hjemmebane blev en kort fornøjelse for danske Anders Ekstrøm og Jesper Viholt. I 60 kg fik Anders Ekstrøm hårde lærerpenge af hans norske modstander Stig Andre Berge, der vandt 7-0, 3-0.

Jesper Viholt i 96 kg kunne ikke stille noget op mod iranske Amir Ali Akbari, der vandt 5-0, 4-0.
